Apple: TeliaSonera er et skridt i den rigtige retning

Apple valgte TeliaSonera som operatør til iPhone i Norden og Baltikum, fordi de dækker et stort område, forklarer Apples europæiske kommunikationschef. Målet er at sælge 10 millioner eksemplarer af telefonen på globalt plan i år.

Apple: TeliaSonera er et skridt i den rigtige retning

Apple har netop indgået en aftale med TeliaSonera om, at de skal sælge iPhone på det nordiske og baltiske marked.

Mange ting står dog uklart omkring lanceringen: Hvornår sker det helt præcist? Hvilken variant bliver det – med eller uden 3G? Hvor meget kommer den til at koste? Er det en eksklusiv aftale, som TeliaSonera får i Norden?

Ingen af disse spørgsmål hverken kan eller vil de involverede partere svare på, men Apples europæiske kommunikationschef, Alan Hely, røber dog over for nyhedssitet digi.no, at de valgte TeliaSonera, da de dækker et stort område:

– Målet er at gøre denne revolutionerende telefon tilgængelig for flere, og med aftalen med TeliaSonera er det et skridt i den rigtige retning, vurderer Alan Hely.

Apple forventer at nå op på 10 millioner solgte eksemplarer af iPhone i år. I løbet af de første tre måneder blev der solgt 1,7 millioner telefoner.

Kilde: Digi.no