Apples rival til Amazon Echo kan komme til at se på dig med et indbygget kamera
I Apples kommende rival til Amazons Echo har den amerikanske gigant undersøgt mulighederne for at inkludere et ansigtsgenkendende kamera, så enheden ved, hvem du er bare ved at kigge på dig.
Ifølge folk, der kender til Apples planer for deres kommende enhed, overvejer Apple at sætte et kamera i enheden, der kan være af samme slags smarte højtaler som Amazons Echo. Det skriver CNET.
Enheden kan dermed finde ud af, hvem der er i lokalet ved at benytte ansigtsgenkendelse. På den måde kan enheden finde den persons præferencer frem, så som musik og baggrundsbelysning, så alt er skræddersyet, siger kilderne hos Apple.
Se også; Sammenlign priser på Apple produkter
Klar i 2017
Selve enheden kommer nok først i 2017, selvom der er en lille chance for, at den ser dagens lys allerede i slutningen af 2016. Men når alt kommer til alt, aner vi ikke, om Apple skrotter kamera-idéen, eller måske endda hele enheden.
Dit hjem er i det hele taget ved at forvandle sig til en krigszone, hvor forskellige teknikproducenter slås om din gunst, og at sælge dig deres opkoblede dingenoter. Internet of Things hedder det, og pointen er at linke stort set alt elektronisk i dit hjem sammen, så de kan tale sammen.
Se også: Test af iPhone SE
Apple halter efter
Echo og dens indbyggede digitale assistent Alexa har givet Amazon en fremtrædende rolle i denne forvandling af folks hjem. Apple halter bagefter, og det selvom Siri fandtes, før det blev trendigt med digitale assistenter.
Der er dog noget både Echo og Googles nyeste påhit, Google Home, mangler, nemlig kamera. Begge de to enheder er tale-aktiverede højtalere, du kan bruge til at styre din hjemmeelektronik ved at sige kommandoerne højt. Ifølge The Information vil Apples enhed også adlyde kommandoer gennem Siri.
Sætter man et kamera i en enhed, lukker man dog op for en helt ny problematik – nemlig privatliv. De planer, Intel havde om at komme med en TV-boks med kamera, droppede de igen. Officielt var det på grund af omkostningerne og tidsforbruget på at lave sådan en enhed, men de måtte også indkassere en del kritik af, at boksen hele tiden ville kunne se på dig i sofaen, hvilket er lidt for meget Big Brother for de fleste.
Se også: Nyheder om Apple