Apps til iPhone
Google Maps
iOS 6 kom, så og sejrede – næsten i hvert fald. Kortene gav ikke lige så meget jubel fra brugerne som resten af styresystemet.
Væk var pludselig Googles kort, der havde forenklet navigationen for de fleste brugere i årevis. Kortsystemet var pludselig erstattet af Apples egen variant, og pludselig var restauranter flyttet ud i havnen, og Lolland-Falster lå et andet sted, end det plejede.
Ja, resultatet var så skidt, at chefen for korttjenesten tilmed blev fyret.
Men nu er det gode gamle tilbage – Google Maps kommer som hjælpen i nøden og har desuden fået en ordentlig opdatering. Den kræver dog nu, at du downloader den som en egen separat app.
Første gang du starter appen, får du mulighed for at logge ind med din Google-konto. På den måde kan du derefter favoritmarkere steder, og appen husker dem, så du hurtigt kan få adgang til dem igen på andre tidspunkter.
Når du søger efter et sted, kan du let favoritmarkere det og få mere information frem ved at trække bundmenuen frem. Her finder du også street view-funktionen, hvor du kan traske rundt på de gader, Google-bilen har nået at kortlægge – det er efterhånden mange. Kortene er store, og du kan se både trafiksituationen og den kollektive trafik.
Brugerfladen er kanonenkel at bruge, også når du kører, takket være en stor knap i den øvre kant, der gør, at du hurtigt kan klikke dig frem til kommende ruteinstruktioner. Appen indeholder også stemmenavigation på dansk, hvilket fungerer som et udmærket supplement. Den følger mig præcist. Desværre kan man ikke få kort ned i offline-tilstand.
Helt klart den bedste navigations-app i App Store og bedst af alt: Den er gratis.
Pris: Gratis
Karakter: 9/10
Alternativ app: TomTom Skandinavien, 289 kroner