Apps til iPhone

Apps til iPhone

20app-tips til iPhone

Tekst: Elina Blom Westergren

Byggeri

My Measures and Dimensions Pro

Både når du bygger, og når du indretter, er det supervigtigt at have styr på alle mål i rummet. My Measures Pro gør det enkelt for dig at få kontrol over alle mål og er en god oversigt. Grundfunktionen består i, at du tegner målene på billeder. Har du for eksempel en stue, hvis ene væg skal bygges om, fotograferer du væggen og lægger den ind i appen. Derefter kan du ved hjælp af forskelligt værktøj såsom pile og lignende notere de mål, du har fundet frem til.

Appen indeholder flere funktioner. Du kan for eksempel skifte farve på pilene, udskifte pilene med andre objekter, bruge pilene til at pege på flader og skrive kommentarer i talebobler, udskifte enhedssystemet med andre systemer med mere. Disse grundfunktioner er enkle at bruge. At sætte en pil ind kræver ikke mere end to fingre og lidt præcision. Ved hjælp af en forstørrelsesboble kan du finjustere og se, hvor du placerer pilens ender, selvom din finger er i vejen. At kunne skifte farve på pilen kan virke unødvendigt, men eftersom vi alle har forskellige farver derhjemme, er det en af de vigtigste funktioner – du vil jo kunne se dine mål.

Et rigtig godt hjælpemiddel i appen er beregningsredskaberne. Du vælger, hvad du vil beregne, for eksempel kvadratmeter eller rumfang, derefter vælger du de pile, der svarer til det område, du vil beregne. Appen klarer så opgaven for dig.

Noget, der derimod fungerer dårligt, er fortryd-knappen. Den fortryder ikke dine seneste trin men fokuserer på en masse andet mærkeligt, hvilket gør, at du ødelægger det, du var i gang med for lidt siden, hvis du begynder at trykke på den. Bortset fra denne fejl er appen uundværlig for gør-det-selv-manden og nok sin vægt værd i guld.

Pris: 45 kroner

Karakter: 9/10

Alternativ app: Measures, 0 kroner

Clinometer – Level and slope finder

Den bedste vaterpas-app, vi har testet hidtil. Den gør det, den skal, med præcision, men kan også via sammenkobling med Bluetooth måle vinkler. Desuden indeholder den understøttelse af gyro. Det eneste, der irriterer os, er stemmen, der meddeler resultaterne. Hvorfor kan man ikke slå den fra?

Pris: 15 kroner

Karakter: 9/10

Alternativ app: Clinometer+3, 0 kroner

Ihandy Carpenter

Endnu en vaterpas-app. Selvom denne er flottere end Clinometer, så er den også noget sværere at aflæse og har færre funktioner. Dog er den let at kalibrere og låse på specifikke værdier, hvilket giver den pluspoint i vores bog.

Pris: 15 kroner

Karakter: 8/10

Alternativ app: Ihandy Level Free, 0 kroner

Home Design 3D

Kreér dit hjem, og møblér det. Appen er ikke supersvær at lære at håndtere og navigere i men en smule rodet. Den indeholder masser af funktioner. En stor ulempe er dog, at den findes i så mange versioner, og der er dårligt informeret om forskellene. To andre ulemper er, at den er noget tung at arbejde med, og at der mangler en lettilgængelig fortryd-knap. Appen indeholder også en butik, hvor du kan købe flere møbler.

Pris: 0-95 kroner

Karakter: 7/10

Alternativ app: Home 3D, 28 kroner

Spännvidd

Skal du bygge en altan? Så er denne svenske app en god ven. Den beregner dimensionerne for træværket på en altan med standardmål 60cc mellem gulvbjælkerne. Du kan selv justere de fleste værdier, og så regner den ud på ny i forhold til de nye forudsætninger. Ulempen er, at den kun fungerer med rektangulære altaner – skal du lave en anden form, må du selv udregne dimensionerne for den del.

Pris: Gratis

Karakter: 9/10

Alternativ app: Ingen oplysninger

PaintingWalls Pro

Med denne app kan du teste, hvordan en bestemt farve vil se ud på et møbel eller en væg i dit hjem. Teknikken er simpel, du tager et foto, og derefter maler du farve på de dele, du vil skifte udseende på. Der er mulighed for at skifte farver – selvom udbuddet her er halvskidt – og penselstørrelse. Man kan også viske ud og fortryde. Tænk på, at det er vigtigt at have god belysning i rummet, for at du skal få et så godt foto som muligt. Jo bedre forudsætninger, desto bedre ser du resultatet til slut.

Pris: 22 kroner

Karakter: 7/10

Alternativ app: Wall Painter, 7 kroner

Iarchitect

Sidder du i planlægningsprocessen og vil have hjælp til at finde frem til den bedste planløsning til dit nye hjem eller tilbygning? Iarchitecht er en kæmpe app fyldt med planløsninger, der kan give dig inspiration. Den er ikke særligt smuk eller særligt godt sat op, men du kan søge efter hjem, der ligner dit, og gå ud fra det for at se forslag. Desuden er der et ekstremt stort udbud.

Pris: 38 kroner

Karakter: 7/10

Alternativ app: Floorplans, 75 kroner

Populært lige nu

Google Maps

iOS 6 kom, så og sejrede – næsten i hvert fald. Kortene gav ikke lige så meget jubel fra brugerne som resten af styresystemet. Væk var pludselig Googles kort, der havde forenklet navigationen for de fleste brugere i årevis. Kortsystemet var pludselig erstattet af Apples egen variant, og pludselig var restauranter flyttet ud i havnen, og Lolland-Falster lå et andet sted, end det plejede. Ja, resultatet var så skidt, at chefen for korttjenesten tilmed blev fyret.

Men nu er det gode gamle tilbage – Google Maps kommer som hjælpen i nøden og har desuden fået en ordentlig opdatering. Den kræver dog nu, at du downloader den som en egen separat app.

Første gang du starter appen, får du mulighed for at logge ind med din Google-konto. På den måde kan du derefter favoritmarkere steder, og appen husker dem, så du hurtigt kan få adgang til dem igen på andre tidspunkter. Når du søger efter et sted, kan du let favoritmarkere det og få mere information frem ved at trække bundmenuen frem. Her finder du også street view-funktionen, hvor du kan traske rundt på de gader, Google-bilen har nået at kortlægge – det er efterhånden mange. Kortene er store, og du kan se både trafiksituationen og den kollektive trafik.

Brugerfladen er kanonenkel at bruge, også når du kører, takket være en stor knap i den øvre kant, der gør, at du hurtigt kan klikke dig frem til kommende ruteinstruktioner. Appen indeholder også stemmenavigation på dansk, hvilket fungerer som et udmærket supplement. Den følger mig præcist. Desværre kan man ikke få kort ned i offline-tilstand.

Helt klart den bedste navigations-app i App Store og bedst af alt: Den er gratis.

Pris: Gratis

Karakter: 9/10

Alternativ app: TomTom Skandinavien, 289 kroner

Djay for iPhone

DJ-tjansen forbindes af mange med noget sejt, og det er ikke underligt, at apps i denne genre får mange til at reagere. Denne gang er den desuden det værd. For 7 kroner får du en rigtig god DJ-app, som du let bruger timer på, når du ikke har noget bedre at tage dig til. Brugerfladen er perfekt, og effekterne kanon. Det havde dog været fedt med nogle flere effekter, for efter et stykke tid føler du dig lidt låst.

Pris: 7 kroner

Karakter: 7/10

Alternativ app: DJ Mixer Pro, 0 kroner

Thermo

En sjov lille app til at holde styr på temperaturen. Den gør præcis det, den lover, nemlig fører statistik over udendørstemperaturen, men den gør det med stil og humor. Dog vil jeg ikke sige, at den koster 7 kroner, for vil du have historik, kræver det yderligere 7 kroner. Og 14 kroner for at følge dagstemperaturen virker lige lovlig pebret.

Pris: 7 kroner

Karakter: 3/10

Alternativ app: Temperatur, 7 kroner

Calcul8

Er du også en af dem, der sad i matematiktimerne og undrede dig over, hvornår du nogensinde ville få brug for de der regnestykker? Tro det eller ej, nogle af dem var faktisk værdifulde. Som at kunne udregne fordelagtige tilbud på ferierejsen. Denne app hjælper helt enkelt dig, der ikke hørte efter i matematiktimerne, og den gør det med bravur. Desuden indeholder den en god vejledning for nybegyndere.

Pris: 7 kroner

Karakter: 8/10

Alternativ app: Ingen oplysninger

Brian Cox’s Wonders of the Universe

Naviger rundt i universet til skøn musik, samtidig med at du lærer om steder og fænomener, som vi egentlig ved utroligt lidt om. Uddannelsen sker i form af såvel video som tekst og billeder. Fortælleren er Brian Cox, der lykkes med at løfte selv de tungeste emner til noget spændende for menig mand. Fed app til dig, der kan lide naturvidenskab.

Pris: 45 kroner

Karakter: 8/10

Alternativ app: Skyview, 15 kroner

1Password

Svært ved at huske alle dine kodeord? Med denne app behøver du kun at huske et kodeord, for taster du det ind, får du adgang til alle de andre. Vær dog forsigtig med følsom information såsom bankkoder og lignende, dem bør du nok gemme på en anden måde. Appen er af høj standard, selvom 55 kroner virker lidt dyrt. Dog kan du indtaste andre oplysninger ud over kodeord, så du har styr på det hele, for eksempel routerens ssid og krypteringsform.

Pris: 55 kroner

Karakter: 7/10

Alternativ app: Password Wallet, 0 kroner