Archos 32 med Android i lommeformat
Archos har tidligere lanceret Android-enheder med skærme på 5, 7 og 8 tommer. Her var med andre ord ikke tale om specielt lommevenlige enheder.
Hos den amerikanske kontrolmyndighed Federal Communications Commission (FCC) er der derimod dukket en model op til godkendelse med navnet Archos 32. Det er en mindre medieafspiller med en skærmstørrelse på 3,2 tommer. Skærmen er kapacitiv og under den findes touch-knapper til navigering samt de almindelige Android-knapper.
I FCC’s dokumentation findes billeder af medieafspilleren og ud fra disse at dømme, lader det ikke til at den har noget kamera. Man må altså gå ud fra, at det er en rund højttaler, man ser på bagsiden af enheden.
I et udkast af brugermanualen, som er sendt til myndigheden, står der at man kan surfe med Archos 32, men kun opkoblet via WLAN. Af disse dokumenter fremgår det også, at den er udstyret med Bluetooth.
I indledningen til manualen står desuden, at man har mulighed for at hente og installere Android-applikationer på enheden. Detaljerne er dog sparsomme.
Ligesom til Archos øvrige medieafspillere vil man kunne købe en dockingstation og tilslutte enheden til en større skærm gennem denne. Man kan også streame video fra eksempelvis en computer via WLAN og vise det på en TV-skærm med dockingstationen.
Der er endnu ingen oplysninger omkring lanceringsdato på Archos 32, men når et produkt først har været forbi FCC, plejer det at være på markedet inden for kort tid efter.