Armbåndsmobilen bliver ikke hvermandseje
På elektronikmessen CES i Las Vegas i sidste måned præsenterede LG som den første af de store mobilproducenter en armbåndsmobil med navnet G910, der er lavet til det brede marked. Men rigtig bredt bliver markedet for modellen nok ikke. Den nye model ser nemlig ud til at blive ekstremt dyr.
Teleoperatøren Orange har nemlig fået en eksklusivaftale med LG i hus. Og det ser ikke ud til at være til gavn for forbrugerne. I hvert fald skulle prisen for armbåndsmobilen ifølge sitet Mobile Today komme til at ligge på ikke mindre end 1000 pund, eller hvad der svarer til cirka 8500 kroner, når den bliver sat til salg senere på året. Med et to-års-abonnement vil prisen dog falde til det halve.
Om vi nogensinde får modellen at se herhjemme, er endnu usikkert.
Kilde: Mobile Today