Asus eee kommer tidligst til sommer

Danske, Norske og svenske forhandlere må stadig kigge forgæves efter den meget efterspurgte mini-notebook, Asus eee. De første meldinger lød på, at den kom til Danmark her i marts måned. Nu tør Asus ikke love at eee kommer til norden før til juli.

Asus eee kommer tidligst til sommer

Selv om den skandinaviske introdutionsdato på Asus eee er udsat til juli måned, så tør den nordiske marketing-direktør Mikael Koark ikke en gang love, at vi ser den til den tid.

– Jeg vil ikke udstede nogen garanti. Men de meldinger vi har nu, tyder på juli måned, siger Mikael Koark.

Han fortæller, at Asus har valgt at udsætte den nordiske lancering, fordi efterspørgslen på store markeder, hvor eee allerede er lanceret, har været, og stadig er overvældende. Alle produktionslinier hos Asus er overophedede.

– Der bliver solgt en Asus eee hver andet sekund på de markeder i øjeblikket, fortæller Mikael Koark.

Interessen for Asus eee i Danmark er, trods den manglende leveringsevne, skyhøj, fortælller Malene Løt, der er produktansvarlig for Asus, hos den danske distributør, Rosenmeier Electronics.

– Interessen er kæmpestor. Jeg har en liste med forhandlere, der vil have Asus eee, som er så lang, så lang. Der bliver hele tiden skrevet flere på. Det er en rigtig træls situation, når vi ikke en gang kan sige hvornår den kommer, fortæller Malene Løt til Mobils søsterblad CRN.

Konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt han frygter, at de nordiske forbrugere vil miste interessen for Asus eee efterhånden som leveringsdatoen skydes længere og længere ud i fremtiden, svarer marketingdirektøren hos Asus i Norden, Mikael Koark, benægtende.

– Jeg tror ikke interessen vil kølnes. Vi lærer også en del om, hvordan vi skal introducere computeren ved at se på andre lande, siger han.

Det har tidligere været fremme, at det var problemer med versioneringen af Asus eee’s linux-styresystem, der skulle være årsag til den forsinkede lancering i Norden. Mikael Koark forsikrer dog overfor CRN, at det nu hverken er et nordisk keyboard eller styresystem, der forsinker Asus eee. Det er alene produktionskapaciteten.