Asus låser op for Prime
I går kunne vi fortælle om en række problemer med Asus Transformer Prime, og nu har Asus valgt at svare på kritikken. Det skete på producentens Facebook-side, hvor man er kommet med en længere udmelding omkring problemerne.
En række brugere har klaget over dårligt GPS-signal i Prime, og ifølge Asus skyldes det modellens hardwarekonstruktion, som primært består af aluminium. Dette kan forværre GPS-signalet markant, og kan resultere i meget svingende signalstyrke. Problemerne kan ikke forbedres gennem softwareopdateringer og Asus fortæller, at man derfor har valgt at fjerne GPS fra listen over modellens specifikationer på producentens hjemmeside.
Et andet heftigt diskuteret emne med Prime har været den låste bootloader, der gør det umuligt for avancerede brugere at foretage modifikationer af softwaren. Asus fortæller på Facebook, at man har valgt at bruge en særdeles stærk kryptering for at beskytte indhold fra sine samarbejdspartnere. Uden denne kryptering ville det f.eks. ikke være muligt at leje film fra Google i USA.
Asus skriver dog også, at forstår de brugere, der efterspørger en åben bootloader, og at Asus derfor er i gang med at udvikle et værktøj til at låse bootloaderen op på Prime. Ved at gøre det, mister man dog muligheden for at leje film gennem Google og man mister samtidig garantien på produktet.
Det kan desuden bemærkes, at Asus nu har bekræftet, at Ice Cream Sandwich-opgraderingen vil blive rullet ud til Prime-modeller verden over fra den 12. januar. Den originale Transformer vil kunne opgraderes kort tid efter.