Asus: Prime kommer til norden inden for to uger
I december måned fortalte Asus i en pressemeddelelse, at nordiske kunder ville være i stand til at købe den nye Transformer Prime fra "tidlig januar". Modellen lader imidlertid til at være blevet udskudt på de nordiske fronter – den findes i hvert fald ikke på lager nogen steder.
Nu fortæller Asus dog, at man forventer at være klar til en nordisk lancering omkring d. 30. januar. Forsinkelsen skyldes angiveligt at der har været stor efterspørgsel i USA og at man har været nødsaget til at bruge tid på at lokalisere modellen til det nordiske marked – tastatur og sprog.
Som udgangspunkt bliver det kun muligt at få den champagnefarvede variant herhjemme, men Asus overvejer om der er nok efterspørgsel til også at sælge den mørkeblå variant.
Asus har desuden bekræftet at Android 4.0-opdateringen til Prime er under udrulning, og derfor vil man altså kunne opgradere til seneste version af Android allerede når Prime kommer i butikkerne. Opgraderingen til den originale Transformer skulle desuden også være klar, men mangler godkendelse fra Google.