AT&T: iPhone med 3G kommer i 2008
I et interview med avisen Wall Street Journal fortæller AT&T-chef Randall Stephenson, at Apple-mobiltelefonen iPhone til næste år får understøttelse for 3G-netværk. I USA bliver iPhone kun solgt sammen med abonnement på AT&T’s mobilnetværk, men mange kunder har klaget over det langsomme EDGE-netværk, som gør det besværligt at bruge telefonens mange internet-applikationer.
Når det gælder den tredje mobilgeneration halter USA bagefter Europa, men AT&T vil nu opbygge et moderne UMTS-netværk – den samme standard, som også bruges i de europæiske lande.
Apple vil ikke kommentere oplysningerne, men firmaets chef Steve Jobs har tidligere antydet, at der kan komme en hurtigere iPhone til næste år. Problemet har hidtil været, at de nødvendige chipsæt bruger for meget energi og dermed forkorter batterilevetiden drastisk.