Babyer får sms-navne
Omkring år 2000 begyndte brugen af sms-beskeder for alvor at tage fart, og her otte år senere er sms-sproget så indgroet en del af mange menneskers måde at kommunikere på, at børn nu begynder at få sms-navne.
I England begynder man så småt at se sms-navne som An, Conna og Lora på fødselsattester i stedet for de mere normale udgaver som Anne, Connor og Laura. Det skriver DailyMail.
Ifølge den engelske avis er seks drenge allerede døbt Cam’ron i stedet for Cameron, mens en pige er blevet døbt Flicity. Det er forældrenes måde at give deres børn en unik identitet på, skriver DailyMail.
Den noget specielle stavemåde kan dog også skyldes, at de nybagte forældre ganske enkelt ikke kan stave efter de gængse staveregler, vurderer en talsmand fra Association of School and College Leaders i England.
Sidste år forsøgte et new zealandsk par at døbe deres dreng 4Real, men det blev afvist af myndighederne, da tal i navne var upassende. Parret døbte i stedet deres dreng Superman.
Men mon det ikke snart bliver passende med både tal og specielle tegn i navne, så næste generation af børn får navne som 9ko10n, lol og $.