Batterimonster: Motorola Razr Maxx klar til Danmark
”Kunder i Danmark kommer til at kunne tale, sms’e, se, lytte og meget mere i forhold til tidligere med denne Android-smartphone”. Sådan er ordlyden fra Motorola i deres pressemeddelelse omkring den nye Motorola Razr Maxx.
Motorola lover således, at den giver godt 17,5timers taletid. Razr Maxx har da også et batteri på 3.300 mAh, hvilket er er næsten dobbelt så meget som HTC One X med 1.800 mAh. iPhone 4S har kun 1.432 mAh batteri.
Razr Maxx er 8,99 millimeter tynd, men er lavet i kevlar og har Gorilla Glas og hver del af telefonen er derudover beskyttet af en vandafvisende belægning, så den skulle være hårdfør nok.
Skærmen er 4,3 tommer og af typen Super AMOLED Advanced.
Den har dual core-processor med 1;2 Ghz og 1 GB RAM.
Razr Maxx har lige som Razr funktionen ”Smarte handlinger”, som kan bruges til at automatisere de daglige opgaver baseret på tidspunkt, sted, batteriniveau og meget mere. Bruger du funktionen, behøver du aldrig tænke på at sætte din telefon på lydløs til møder, skrue op for lyden, når din chef ringer eller dæmpe skærmen eller slukke for strømslugende tjenester for at spare på batteriet – det kan ske automatisk, hvis du lige bruger lidt tid på at sætte det hele op.
Motorola Razr Maxx kommer også med Motorola MotoCast, der giver dig mulighed for at streame eller downloade indhold fra hjemme- eller arbejdscomputeren direkte til din mobiltelefon, så dine dokumenter, billeder og musik altid er tilgængelige, når som helst, hvor som helst.
Motorola Razr Maxx bliver leveret med Android 2.3 og vil opdateres til Android 4.0 (Ice Cream Sandwich) inden udgangen af andet kvartal 2012.
Razr Maxx får formentlig en pris på 4.000 kroner.