Bedre webbrowser i Nokias simple mobiler

Nokia har netop lanceret en ny webbrowser til sine enklere mobiler. Ovi Browser skal konkurrere med Opera Mini og er nu ude i en betaversion til S40-mobiler.

Bedre webbrowser i Nokias simple mobiler

De tre mobile browsere, der udmærker sig mest for tiden, er iPhones browser Safari, den norske konkurrent Opera Mini (og Opera Mobile) samt Androids WebKit-baserede browser. Der er ikke sket så meget på fronten hos Nokia, der dog alligevel har en god browser i deres S60-smartphones. Webbrowseren i de enklere S40-mobiler er dog betydeligt dårligere.

Nokia har nu lanceret en ny webbrowser til S40-mobilerne. Den nye browser hedder Ovi Browser og findes i øjeblikket i en betaversion. En af de store nyheder er, at browseren kan håndtere fulde hjemmesider uden problemer. Ovi Browser er sandsynligvis resultatet af Nokias opkøb af firmaet Novarra i slutningen af marts i år.

Installationen af Ovi Browser sker ved at besøge browser.ovi.com med mobilens indbyggede webbrowser. Ovi Browser kommer efterfølgende til at dukke op i program- eller spilmappen på telefonen. Vi regner med at Ovi Browser på sigt vil blive forudinstalleret i Nokias enklere mobiler og erstatte Opera Mini, der i øjeblikket bliver forudinstalleret i mobilerne.

Nokia har publiceret en demonstrationsvideo, som du kan se herunder. Det er tydeligt at browseren fungerer og minder en del om Opera Mini.