Beskedne Sonofon kaprer kunder fra konkurrenterne
Det seneste kvartalsregnskab for Sonofon og Cybercity må have glædet ejeren, norske Telenor.
Begge de danske selskaber melder om pænt stigende omsætning og indtjening. I forhold til årets første kvartal er Sonofons kundedatabase vokset med 30.000 nye abonnenter, oplyses det i en pressemeddelelse.
PR-afdelingen har tilsyneladende pålagt sig en usædvanlig beskedenhed, for væksten er faktisk endnu mere imponerende end selskabet selv fortæller. I forhold til andet kvartal 2006 har Sonofon fået hele 158.000 nye kunder. Væksten er tilsyneladende organisk og kunder fra den nylige overtagelse af Tele2 er ikke inkluderet.
En pressetalskvinde oplyser til Comon, at selskabet anser det for kutyme at sammenligne kundetal fra kvartal til kvartal – kun regnskabstal sammenlignes med samme kvartal året før.
Ifølge teleanalytiker John Strand skal forklaringen på Sonofons seneste kundetilgang søges i det forhold, at mange i dag vælger at have mere en ét aktivt simkort.
»Vi ser mange, der vælger at have en telefon til at se emails på og en anden til at tale i. Generelt bliver der hele tiden flere, der har to eller tre aktive mobiltelefoner,« siger han.
Kundetilgangen er dog ikke helt Sonofons egen fortjeneste, påpeger teleanalytikeren:
»De har haft glæde af, at TDC og Telia har været mindre aggressive i forhold til tidligere. Især har Telia, i stedet for den tidligere stærke fokusering på vækst holdt sig lidt tilbage med knaldtilbudene og koncentrerer sig i dag mere om sin økonomi,« lyder forklaringen fra John Strand.
Sonfon har tilsyneladende haft held til både at koncentrere sig om vækst og økonomi.
Omsætningen steg fra 1,27 milliarder kroner i andet kvartal 2006 til 1,33 milliarder kroner i andet kvartal i år, mens driftsresultatet (EBITDA) i samme periode voksede fra 158 til 257 millioner kroner.
Trods selskabets PR-mæssige beskedenhed oplyser Sonofon, at man i alt er oppe på 1.468.000 mobiltelefonkunder mens søsterselskabet Cybercity i sin kundedatase huser 192.000 bredbåndskunder.