Bestem selv prisen på fede Android-spil
Det såkaldte Humble Bundle-initiativ kører nu på tredje omgang til Android, og det betyder at man kan få nogle rigtig fede spil til mobilen og selv bestemme hvor meget, man vil give for dem. Spillene også fungerer på din computer – uanset om du kører Linux, Mac eller Windows.
Humble Bundle fungerer således, at man selv bestemmer prisen for 4 Android-spil, og hvis man betaler mere end gennemsnittet – som i øjeblikket er på cirka 6 dollars – så får man et femte spil med i pakken. Det eneste krav er dog, at man minimum betaler 1 cent for spillene.
Når man betaler, kan man selv vælge hvordan pengene skal fordeles mellem Humble Bundle-siden, udviklerne og velgørenhed. Det betyder altså at man f.eks. kan give hele beløbet til velgørenhed og stadig modtage spillene.
I skrivende stund har snart 63.000 personer købet Humble Bundle-pakken, og har samlet givet omkring 382.000 dollars.
Du kan læse meget mere om Humble Bundle og de inkluderede spil på www.humblebundle.com.