Bibob klar til kamp mod Apple
Hvis ikke Apple allerede har sendt en hær af advokater med flyveren til Danmark, så skal det nok ske i løbet af nul komma fem så snart Bibob starter salget af billige, ulåste iPhones udenom Telias nordiske monopol. Det siger Bibob-stifter Frank Rasmussen, og han bedyrer samtidigt, at han er klar til at tage opgøret med den hidtil så sejrige advokat-hær fra Apple.
Bibob-stifteren er nemlig få dage fra at lancere en ny kampagne, hvor selskabet vil sælge parallel-importerede iPhones til danskerne til lavere priser end den officielle ene-forhandler kan tilbyde. Hvor meget lavere vil Frank Rasmussen ikke ud med – angiveligt af frygt for af afsløre sin leverandør.
Telekædens tidligere forsøg på at levere parallel-importerede iPhones blev stoppet eftertrykkeligt af Apple, men Frank Rasmusen har sin egen forklaring på, at Telekæden sidste år kunne bankes på plads og på få dage gå fra provokende Apple-udfordrer til ydmyg tjener: Kæden havde ganske enkelt ikke læst godt nok på EU-reglerne.
Disse dikterer nemlig, at når blot en vare er blevet importeret ind i EU én gang – for eksempel af en af producentens godkendte importører – så kan man frit videredistribuere den videre til andre EU-lande. Kun hvis man importerer varen fra et ikke-EU-land (som tilfældet var det hos Telekæden) kan producenten kræve videre-distribution stoppet. Bibob vil kun omtale sin iPhone-leverandør som "et selskab i et af de nye EU-lande," men Frank Rasmussen er ikke desto mindre sikker på, at han kan få leverancer nok, selv hvis konceptet skulle blive en stor succes.
Gør sig klar til kamp
Lige nu venter han kun på et enkelt stykke papir fra sin leverandør – en underskrevet erklæring på, at de pågældende telefoner er førstegangsimporteret i et EU-land, hvilket efter alt at dømme kan være en ren formssag.
– Men når nu jeg ved, hvor hårdt Apple kommer efter mig, vil jeg gerne have alting fuldstændig på plads inden det går i gang, siger Frank Rasmussen. I forvejen florerer en hel del parallel-importerede iPhones på edbpriser.dk. Her kan man for eksempel finde en ulåst iPhone 3G,16 GB, uden abonnement for 6.399,00 kroner hos Salgsbutikken.
Ifølge indehaver Thomas Schaltz har butikken solgt knapt 1000 styks af de parallel-importerede telefoner, som i den aktuelle udgave stammer fra Italien. Han oplyser, at det primært er erhvervskunder, der køber telefonerne.
Hos Telia koster en iPhone inklusive alle udgifter og minimumsforbrug af tale of datatrafik omkring 5400 kroner. Bibobs konkurerrende tilbud vil ifølge Frank Rasmussen rumme et mere attraktivt abonnement med mulighed for at bruge 3G-nettet til både data og samtale. Prisen for datatrafikken bliver 30 øre pr. Mb – flatrate er ikke aktuelt for iPhone-brugere, vurderes det. Bibob benytter Sonofons 3G-net.
Bibob spekulerer også i, at bindingsperioden for Telias første iPhone-kunder er ved at være slut. Derfor skal et iPhone-venligt abonnement ligge klar fra lavprisselskabet.
Ingen panik hos Telia
Bibobs udmelding har ikke skabt panik hos den eksisterende indehaver af iPhone-monopolet i Danmark og Norden:
– Det får ikke nogen betydning for Telia. Og jeg kan kun sige, at hvis Bibob vælger at parallel-importere, så bliver det deres egen hovedpine. Vi har den største medfølelse med de kunder, der risikerer at komme i klemme. For de kan forvente at få deres telefoner sendt til service i et andet land, for Telia er det eneste selskab med certificeret iPhone-værksted, Telecare, siger Felicia Jackson, pressechef i Telia.
Hun ønsker ikke at kommentere, om Telia står parat med prissænkelser eller forbedrede vilkår, hvis uofficielle iPhones i stor stil kommer på det danske marked.
Teleanalytiker John Strand vil til gengæld gerne kommentere kampen:
– Telia er nok kloge nok til at holde sig langt væk fra denne her kamp og lade Apples hær af jurister udkæmpe den. Det er et fantastisk Frank Rasmussen stunt. Nu tvinger han store Apple og onde Steve Jobs i infight i medierne. Det kan godt være Steve Jobs ender med at vinde på juridiske point. Men Frank Rasmussen vinder helt sikkert på sympati over hans kamp for den lille mands ret til at sælge iPhones, lyder det fra Strand.
Selv føler Frank Rasmussen sig ikke ubetinget sejrsikker før det store slag mod det stenrige mega-brand, han er oppe imod. Men han understreger, at det bestemt ikke er tilfældigt at angrebet sættes ind netop nu.
– iPhone er meget hypet, men det varer ikke ved. Allerede i dag er der nye telefoner, der overhaler Apple-telefonen , så det er nu, man skal slå til, hvis man vil lave det her. Måske får Apple stoppet mig om tre måneder, men til den tid er hullet i markedet måske ved at være lukket, og iPhone er ovre sin hype-tid, lyder det fra den dansk iværksætter og tele-provokatør.