Bilister ligeglade med loven
– Der er mange, der synes, at de kan tilsidesætte selv banale regler. De undgår sikkerhedsselen og signalerer dermed, at de er ligeglade med sig og andre. De taler i mobiltelefon – og nogle sms`er, hvilket betyder, at deres opmærksomhed er væk i nogle sekunder – rigelig tid til, at det kan gå galt. Det er den ligegyldighed, der præger trafikkanterne, og som mange gange er årsagen til ulykker og uheld, siger politiinspektør Carl Horn, som er leder af færdselsafdelingen ved Københavns politi.
I tørre tal ser udviklingen på de københavnske veje sådan ud:
I fjor steg antallet af bilister, der kørte uden sele fra 5.178 i 2002 til 8.065 i 2003, mens antallet af mobiltelefonsager steg fra 1.991 til 3.273. Den automatiske trafikkontrol, der registrerer bilister, der overstiger hastighedsbegrænsningerne, har en fremgang fra 38.167 bilister i 2003 til hele 63.233 bilister året efter.
– Jeg vil vove den påstand, at vi kan stille os et hvilket som helst sted i byen og i løbet af kort tid vil vi kunne notere et betydeligt antal overtrædelser af færdselsloven. Der er kun at sige, at folk bør følge de mestr simple regler og så køre hjemmefra i god tid, så de ikke stresser så voldsomt, slutter Carl Horn.