Bill Gates fremviste ny Palm-model
Palm lægger ikke skjul på, at det er styresystemet fra den tidligere konkurrent Microsoft, som gør sig gældende i producentens avancerede modeller. Palm OS er blevet henvist en plads i deres simplere telefoner.
Og hvorfor ikke få selveste Bill Gates til at løfte sløret lidt for Palms kommende topmodel? Under et foredrag på CES-messen i Las Vegas dukkede der nemlig et billede frem på det store lærred af den Palm-model, som skulle gå under kodenavnet Drucker. Den kommer muligvis til at hedde 800w, når den lanceres.
Ifølge et dokument, som er blevet lækket fra mobiloperatøren Vodafone, skulle den få Windows Mobile 6.1 Professional som styresystem. Ligesom de tidligere Treo-modeller får den også trykfølsom skærm.
Drucker forventens at komme i en turbo-3G-version til det europæiske marked, og en cdma-version der understøtter EVDO til det amerikanske marked.
Vodafone skulle få modellen til sommer. Om den også kommer til Danmark, står endnu uklart.