Billeder af Touch Diamonds storebror

[Opdateret med officielle billeder] HTC's splinternye Touch Diamond har ikke engang ramt butikkerne endnu. Alligevel er de første billeder af dens storebror med fuldt tastatur nu dukket op.

Billeder af Touch Diamonds storebror

For et par måneder siden så vi et spionfoto, der afslørede flere af HTC’s kommende topmodeller. En af disse var HTC Touch Diamond, der som bekendt blev officielt introduceret i sidste måned, og skulle komme i butikkerne i løbet af juni. En anden af modellerne er dog stadig ikke blevet præsenteret af HTC selv. Men så er det godt, at deres tyske samarbejdspartner T-Mobile kan vise den frem i stedet.

På et pressemøde i München i Tyskland præsenterede T-Mobile nemlig flere af de modeller, de vil begynde at sælge i løbet af sommeren. Og én af disse er altså en variant af Touch Diamonds storebror, der går under kodenavnet HTC Raphael. Når den nye model rammer butikkerne, vil den efter alt at dømme få navnet HTC Touch Pro.

Den vil ligesom Touch Diamond byde på turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund, et 3-megapixelkamera en 2,8 tommer stor skærm med en opløsning på hele 480 x 640 pixel. Desuden vil den i modsætning til Touch Diamond også have et fuldt tastatur, der kan skydes ud fra siden, ligesom der også vil være plads til at udvide den indbyggede hukommelse ved hjælp af microSD-kort.

HTC Touch Pro skulle måle 103 x 52 x 18 mm og veje 158 g, og kommer formentlig i butikkerne i løbet af sensommeren eller efteråret til en endnu ukendt pris.

(Kilde: gsmhelpdesk.nl og gsmarena.com)