Billeder af TyTN II-modstander
Der er kamp om tronen på smartphone-markedet i øjeblikket. Både HTC og Nokia ser ud til at skyde med skarpt med deres nyeste topmodeller. Men noget tyder på, at taiwanesiske E-TEN ikke giver sig uden kamp. Deres nye topmodel med navnet E-TEN Glofiish M800, har nemlig også masser at byde på. Og hjemmesiden EtenClub.ru har nu fået fingre i de første rigtige billeder af den nye model.
Som det ses af billederne, minder M800 meget om TyTN II i udseendet. Mange af funktionerne er da også de samme. Således har M800 både GPS, fuldt tastatur og selvfølgelig turbo-3G og WLAN. M800 udmærker sig dog specielt med en skærm med fire gange så høj opløsning, som vi kender det fra TyTN II. Dens skærm er nemlig på 2,8 tommer og har en opløsning på hele 480 x 640 pixel. Til gengæld må den nøjes med 64 MB ram, hvor de nyeste modeller fra både HTC og Nokia har 128 MB ram.
E-TEN Glofiish forventes at være i butikkerne i november eller december til en endnu ukendt pris.