Billig, billigere billigst: Acer på vej med ny tablet
Der er ingen tvivl om at Googles Nexus 7 er blevet en populær enhed, især på grund af dens lave pris på omkring 2000 kr. i Danmark og 249 dollar i USA.
Rygterne har dog i et stykke tid kørt om at Google og ASUS skulle være i gang med at udvikle endnu billigere Nexus model, der skulle komme helt ned og koste 99 amerikanske dollar (560 danske kroner) – hvilket med moms og diverse afgifter nok kunne lande på omkring 1000 kr. herhjemme.
Ny tyder noget dog på at Acer muligvis når at udgive en lignende tablet, inden Google selv får det gjort. Firmaet skulle efter sigende arbejde på en Iconia B1 som bliver en 7 tommer tablet med Android 4.1.2 Jelly Bean. Den lavere pris gør selvfølgelig at specifikationerne bliver skrabede, men helt dårlige ser de heller ikke ud.
Den nye enhed har en 1,2 GHz dual-core processor, 512 MB RAM, 8 GB intern hukommelsesplads og muligheden for at udvide denne med et microSD kort. Desuden har Iconia B1 plads til et SIM-kort og dermed også en 3G forbindelse. Den 7 tommer store skærm skulle have en opløsning på 1024 x 600 pixels.
Iconia B1 skulle allerede været gået igennem diverse godkendelsesprocesser hos de amerikanske myndigheder, og vi får nok mere information om den til CES messen i starten af januar.
Kilde: BGR