Billig og avanceret Google-mobil på vej til Skandinavien

For kort tid siden introducerede T-Mobile en ny billig, men dog avanceret Android-mobil fra kinesiske Huawei. Nu ser den ud til også at komme til Skandinavien.

Billig og avanceret Google-mobil på vej til Skandinavien

For en uges tid siden introducerede T-Mobile Android-modellen Pulse, som er produceret af kinesiske Huawei. Modellen byder på gode funktioner til en lav pris, og nu ser det ud til, at den også er på vej til os i Skandinavien.

Anderledes design, men samme gode funktioner

Ifølge sitet the::unwired er modellen Huawei U8230 nemlig på vej til os heroppe nordpå. Modellen skulle være Huaweis egen udgave af T-Mobile Pulse, og vil således have et lidt anderledes design, men de samme funktioner. Det inkluderer blandt andet en 3,5 tommer stor touch-skærm med en opløsning på 320 x 480 pixel, turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund, samt naturligvis WiFi og GPS. Kameraet er på 3,2 megapixel, og styresystemet er Android 1.5.

Pris på omkring 1500 kroner

Huawei U8230 skulle komme ud i Skandinavien engang i fjerde kvartal i år. Den præcise pris kendes ikke, men det vides at Pulse-udgaven vil koste blot 1500 kroner uden binding hos T-Mobile i Storbritannien, så vi krydser fingre for en lignende pris i Skandinavien.

Kilde: the::unwired