Billigere busbillet med mobilen

Det fynske busselskab FynBus vil i samarbejde med TDC give buspassagererne mulighed for at betale busbilletten med mobiltelefonen. Betaler man med mobilen, bliver billetten billigere, end hvis man betaler kontant.

Billigere busbillet med mobilen

Man kan efterhånden bruge mobiltelefonen til mange ting, når det gælder underholdning, arbejde og navigation. Næste trin, som har været undervejs i et par år efterhånden, er betaling i supermarkeder og til offentlig transport. Og netop betaling af busbilletten med mobiltelefonen er der nu taget hul på herhjemme.

Som de første herhjemme gennemfører TDC i samarbejde med det fynske busselskab, FynBus, projektet "SMS-billetten". Det giver de fynske buspassagerer mulighed for at betale busbilletten ved hjælp af deres mobiltelefon.

SMS-billetten kan bruges i Odense Bybusser og i de regionale busser på Fyn af alle TDC- og Telmore-kunder. SMS-billetten koster det samme som en tur købt på et 10-turs kort. Det vil sige, at det er billigere at købe billetten via mobilen end kontant.

Projektet starter i dag og vil køre i cirka et år. For TDC handler det først og fremmest om at få nogle erfaringer, forklarer Anders B. Christjansen, direktør i TDC Mobil:

– Som pionerer inden for området, er vi spændte på, hvordan danskerne kommer til at bruge muligheden for mobil betaling i deres hverdag. Vi forventer at høste vigtige erfaringer, og at brugen vil stige støt og roligt i takt med, at flere og flere passagerer får øjnene op for, hvor let det faktisk er at bruge.

Anders B. Christjansen forklarer videre, at TDC vil præsentere nye tiltag i 2008, hvis de får gode erfaringer med projektet.

FynBus ser projektet som en klar styrkelse af den kollektive trafik og direktør for FynBus, Lars Oksbjerre vurderer, at perspektiverne i dette projekt rækker langt ind i fremtiden:

– Vi har stort fokus på, at det skal være, enkelt og attraktivt at benytte vores tilbud, og her mener vi, at SMS-billetten passer ind. Vi er rigtig stolte af SMS-billetten, fortæller Lars Oksbjerre.

Flere steder i udlandet har man allerede gode erfaringer med mobil betaling. Ved hjælp af mobilen kan japanerne for eksempel købe burgere, østrigerne køre med taxa og stockholmerne tage bussen, og nu kommer turen altså også til Danmark.

Tilbage i 2005 indledte Nokia et samarbejde med et tysk busselskab om at bruge mobiltelefoner med teknologien Near Field Communications som betalingsmiddel.