Billigt lir fra Sony Ericsson
Funktionsmæssigt er der ikke meget nyt i S500. Den har f.eks. et 2-megapixelkamera, en okay kalender, ingen 3G og andre ikke særligt opsigtsvækkende funktioner.
På lir-siden er den dog nyskabende. Menuerne kan nemlig skifte tema alt efter årstid, tid på døgnet med mere. Og det sker faktisk ganske fint. Det ændrer sig løbende, og giver nærmest et organisk indtryk. Farver og motiv i startskærmen vokser, blomster vokser og ændrer farver plus andre finurlige ting. Også ikonerne ændrer farver, ligesom lyset på siderne. Man kan derfor få et mere unikt udtryk i telefonen, sammenlignet med Sony Ericssons andre mobiltelefoner.
Ikonerne er stillet op på en lang række, i stedet for det mere normale rudenet af ikoner. Designmæssigt kan man ikke lade være med at have Sony Playstation i tankerne. Det fungerer i hvert fald rigtig smidigt.
Når man bevæger sig længere ind i menuerne, er det meste ved det gamle – de nye smarte temaer rækker kun til startskærmen og hovedmenuen. Det kan man vel egentlig godt ærgre sig over – lad os bare kalde det inkonsekvent af Sony Ericsson, men til gengæld føler man sig godt hjemme i den velkendte brugerflade.
Ellers skal vi blot konstatere, at telefonens plastmateriale føles utroligt billigt, men slider-formatet gør, at den føles robust nok. Og man får jo også det, man betaler for.
Første indtrykket af S500 er umiddelbart på det jævne, og den vil bestemt ikke appellere til folk med høje mobilkrav. I næste nummer af Mobil kan du læse den endelige bedømmelse af mobilen.