BlackBerry-stifter om Z10: Touch-skærm er en stor fejl
BlackBerry har længe holdt fast i smartphones med fysisk tastatur og de har dem stadig til trods for at langt de fleste i dag foretrækker smartphones med stor touch-skærm uden fysisk tastatur.
Alligevel mener BlackBerry-stifter Mike Lazaridis, at BlackBerry aldrig skulle have lanceret Z10 med touch-skærm. I et interview med The Globe and Mail forklarer han, at han forstår pointen med en BlackBerry med fysisk tastatur, men at han ikke forstår pointen med Z10, der kun har touch-skærm og intet fysisk tastatur.
Han kalder det ganske enkelt for en stor fejl af BlackBerry at lancere en smartphone, der ligner en hvilken som anden smarthone, for eksempel Galaxy S4 og iPhone 5.
BlackBerrys smartphones med fysisk tastatur lignede dog heller ikke fremtiden, da BlackBerrys markedsandele har været støt faldende de seneste år, men Lazaradis kan i hvert fald hæfte sig ved, at en touch-smartphone ikke er løsningen på BlackBerrys kvaler.
I sidste uge kom det nemlig frem, at BlackBerry kom ud af sidste kvartal med en tab på knap en milliard dollars og de annoncerede samtidig, at de vil fyre 4.500 ansatte som konsekvens af dette.
Læs vores test af BlackBerry Z10, som vi absolut ikke ser som en fejl – den har mange fine detaljer sammenlignet med Android og iPhone, men halter også bagefter på vigtige punkter.