Blop! Mobiler i lokummer
Undersøgelsen vi her har fat i, stammer fra England. Der sælges rigtig mange mobiltelefoner derovre på et år, faktisk 18 millioner bliver der langet over diskene. Mange af disse lider så også en frygtelig død ifølge undersøgelsen.
Det mest imponerende tal hedder 855.000. Så mange telefoner bliver tabt i toiletterne rundt omkring i England. Det svarer til cirka 342 millioner engelske pund der skylles ud.
England er jo kendt for sit pub-miljø, og det at glemme telefonerne der, er åbenbart også helt almindeligt. Hele 810.000 mobiltelefoner bliver efterladt der.
Folk er åbenbart mere glemsomme når de sidder alene, end når de sidder blandt en masse andre mennesker. 315.000 mobiltelefoner blev efterladt i taxier, mens kun 225.000 blev efterladt i busser.
En ting som de fleste kender til, er at man glemmer ting i bukselommer, når man smider tøjet til vask. Det gør englænderne også. 116.000 mobiler led druknedøden i britiske vaskemaskiner.
Dyrene er også repræsenteret på listen. Hunde gnavede cirka 58.500 mobiler i stykker. Så tror pokker at katten er ved at overhale hunden som menneskets bedste ven.
Hvem er så mest glemsomme og klodsede? Er det mænd eller kvinder? Undersøgelsen viser med nogenlunde sikkerhed, at mændene fører an med 28 procent. Kvinderne er dog ikke langt bagefter med 24 procent. Dette er dog kun de brugere der har villet indrømme at de har fumlet rundt.
Undersøgelsen viser samtidig, at det primært er de yngre brugere, der smider telefonerne væk. Over 40 procent af personer under 34 år, indrømmer at de på den ene eller anden måde har tabt eller ødelagt en mobil. Kun 16 procent af brugere over 55 år, har mistet eller ødelagt en mobiltelefon.
Vi har ikke set en lignende dansk undersøgelse, men da også mange englændere har mobiler, cirka ¾ af befolkningen, så kunne tallene for Danmark også godt blive tilsvarende høje.