Bluetel afviser alle anklager
Mobilforhandleren Bluetel blev i går udsat for en omfattende ransagning af politiet. Kontorer og forretninger i både Danmark og Tyskland blev besøgt, efter Nokia har anmeldt den tidligere samarbejdspartner for bedrageri.
I dag afviser Bluetel alle anklager.
– Ledelsen i Bluetel afviser på det bestemteste, at der skulle bestå sager om fiktive faktureringer, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Bluetel mener, at Nokia udnytter Bluetels sårbarhed, efter firmaet sidste år var gennem en tilsvarende politisag. Dengang var det operatørerne, der mente, at Bluetels medarbejdere opkrævede tilskud for fiktive teleabonnementer. Sagen blev senere opgivet af politiet.
I begyndelsen af marts opsagde Nokia sit samarbejde med Bluetel, der indtil da havde fungeret som Nokias service- og reperationscenter.
– Bluetel har omgående bestridt retmæssigheden i denne handling og har rejst et betydeligt erstatningskrav imod Nokia i den forbindelse, skriver selskabet videre i sin pressemeddelelse.