Bluetel sagen rulles op
Da Bluetel i foråret 2003 blev taget med fingrene i kagedåsen – og smidt ud af det gode selskab af Nokia, blev det starten på en lavine for Bluetel. Få dage efter blev kæden erklæret konkurs og Nokias Concept Stores i København blev lukket.
På mandag, står tre medarbejdere i Retten i Herning, sigtet for bedrageri. Det skriver Børsen i dag. Ifølge deres oplysninger, er der tale om to butikschefer og en ansat. Men hvis det viser sig, at de tre anklagede handlede efter ordre fra ledelsen, bliver sagen udvidet voldsomt. Så vil det blive Bluetels øverste ledelse, der skal stå til regnskab. Det er Johannes Hareskov Jensen og sønnen Niels Hareskov. Sidstnævnte var i øvrigt i 2003 ifølge Mobils oplysninger fængslet i Tyskland, efter anklager om svindel for mere end 17 millioner kroner alene i Tyskland.