Bluetooth-headset Jabra Stone 2 test
Jabra Stone 2 er først og fremmest en designperle. Det er det første, der falder en ind, når man ser det, og efter længere tids brug fremstår det stadig som en designperle. Det vejer kun 7 gram og er lavet i noget nubret læder, og bøjlen er bøjelig, så det smyger sig godt om øret.
Selv bruger jeg briller og kan have lidt svært ved at få det sat hurtigt i øret – uden briller går det helt fint. Og når det sidder korrekt i øret, ja så er det nærmest umuligt at ryste af, om man så står på forreste række til Metallica sammen med hardcore-fansene.
Noget, som man nok vil falde for, er, hvor diskret det er. Det gjorde jeg i hvert fald selv. Det skal dog nævnes, at headsettet er designet til at sidde i højre øre, og da undertegnede er kejthåndet, så var det også lige et tilvænningsspørgsmål.
Bedst under normale forhold
Jeg synes, lyden er god og klar i ”normale” miljøer, altså hvor der ikke er for meget støj. Også i den anden ende er den god og klar, har vi fået fortalt af dem, vi har talt med. Det kniber lidt mere i støjende miljøer, selvom headsettet gør, hvad det kan for at holde støj ude med Jabras støjreduceringsteknik. Men det giver til gengæld en del knas og digital støj i den anden ende.
Go’ stemmestyring
Der, hvor Jabra Stone 2 måske er mest interessant, er ved dets stemmestyring. Man kan få det til at sige, hvem der ringer, hvis det er en kontakt fra ens kontaktbog i mobilen, og man kan besvare et opkald ved at sige ”Answer” eller afvise opkaldet med et ”Ignore”.
Nogle ville måske foretrække at sige kommandoer på dansk, men de fleste skulle nok kunne lære de par kommandoer på engelsk.
Headsettet fortæller også, om man er forbundet til mobilen, og om det er ved at løbe tør for strøm.
Er det første gang, man bruger et headset, er der en stemmevejledningsfunktion med, som guider en til, hvordan man parrer headsettet med ens mobil.
Headsettet har også fået en streamingfunktion, som skulle give brugeren den bedste mobile oplevelse ved afspilning af musik eller lyd fra video og podcast. Her foretrækker jeg dog lyd i stereo, selvom lyden som sådan er fin nok til det i det her monoheadset – men det er jo ikke stereo.
Der følger fire ergonomisk designede ear-gels med, så det skulle være muligt at få den helt rette pasform til ens øre.
Som med den første Stone følger der et lille bærbart opladerbatteri med, som samtidig også fungerer som etui. Opladeren, som har været inspiration til navnet Stone, giver op til tre opladninger af headsettet.