B&O dropper MP3 og mobil
For blot få år siden var B&O det hotteste, ens drømme kunne nærme sig. Men den teknologiske minimalisme, der har forvandlet cd-afspillere til MP3-filer og fjernsyn til fladskærme, har tæret hårdt på Struer-designerne.
Nu skærer B&O ind til benet af forretningen. Virksomheden fyrer 165 medarbejdere, og fokuserer produktionen på radio og tv. Markedet har taget godt imod nyheden om fyringer, og aktien er steget med 10 procentpoint siden i morges.
Både B&Os mobiltelefoner og MP3-afspillere har fået tæsk af anmelderne. Dels var produkterne ekstremt dyre, og dels var især MP3-afspilleren ordinær, mens mobilen fremstod en anelse klodset i daglig brug.
Samtidig har B&O nærmeste konkurrent på tv-markedet, tyske Löewe, delt lussinger ud til dansk design. Senest med det æstetiske Connect-tv, der udover at være blandt verdens bedst designede fladskærme, også rummer en række moderne teknologier, som får B&Os topmodel Beovision 9 til at ligne en stor kasse med en enorm sort bund.