B&O-mobiler giver helt nye kunder
Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, lød det fra den for længst afdøde forretningsmand Simon Spies. Det er B&O’s informationschef Tino Pedersen dog ikke helt enig i, der godt kunne have været de seneste dages omtale i medierne på grund af dårligt regnskab og fyring af administrerende direktør Torben Ballegaard Sørensen foruden.
Årsagen til fyring har været, at B&O-ledelsen ikke har været tilfreds med omsætningen de seneste år, men ifølge TV2 Finans køber Torben Ballegaard Sørensen ikke den forklaring:
– Man drøfter jo tingene i bestyrelsen og er jo fælles om at lægge retningen og vedtage strategien, og det har vi da gjort med enstemmighed alle de gange jeg kan huske, siger han til TV 2 Finans.
Men fyring skulle ifølge Tino Pedersen ikke få konsekvenser for B&O’s fremtidige satsning på mobiltelefoner, der ind til nu har kastet de yderst specielle modeller Serene og Serenata af sig. De er udviklet sammen med Samsung:
– Vores satsning på mobiltelefoner er meget projektorienteret. Ser vi noget nyt i horisonten, så er der ikke noget i vejen for, at vi kigger på det, forklarer Tino Pedersen.
– Overordnet set justerer vi bare kursen ind, så vi lægger prioriteringen rigtig. Vi er bedst til audio og video, og områder med store penge skal der bruges mere energi på fremover. Det er en snusfornuftig betragtning, fortsætter han.
Alligevel afviser han altså, at det får den konsekvens, at B&O vil nedprioritere udviklingen af mobiltelefoner fremover. Han vil ikke løfte sløret for, hvor mange eksemplarer de har solgt af Serene og Serenata, men både B&O og Samsung har været overraskede over, hvor godt salget har været, forklarer Tino Pedersen:
– Mere end 60 procent af dem, der har købt Serene, har været folk, der ikke tidligere har købt B&O-produkter. Den har hevet helt nye kunder ind i forretningen, og det er naturligvis noget, der får os op af stolene, forklarer Tino Pedersen.
Han understreger, at samarbejdet med Samsung vil forblive uændret, så B&O også fremover vil levere deres patenterede ICEPower-lyd til blandt andet Samsung.