Breaking News: TDC køber Onfone for 300 millioner kroner
Mange har længe spekuleret i, hvornår Onfone ville blive opkøbt. Andre har også spekuleret i, at de ikke ville blive opkøbt, og dermed ville gå konkurs i stedet for på grund af alt for lave priser og høje udgifter til annoncer.
Men nu skulle TDC har opkøbt Onfone, lyder det i en pressemeddelelse fra TDC.
”Vi har fulgt situationen omkring Onfone nøje, men det er sket fra sidelinjen uden planer om at købe selskabet. Da vi inden for de seneste dage, lidt til vores egen overraskelse, fik præsenteret muligheden for at lave en god handel, valgte vi at benytte os af den,” siger TDC’s administrerende direktør og koncernchef Henrik Poulsen.
Morten Strunge, adm. direktør hos Onfone, er glad for aftalen med TDC:
”Hensynet til vores kunder har været afgørende for os. Vi har ønsket at finde en stærk køber, og er derfor glade for den aftale, vi nu har indgået med TDC. Vores kunder sikres bedst muligt ved at blive en del af en meget robust koncern. Desuden får kunderne med overgangen til TDC’s netværk en bedre netværksoplevelse.”
For Onfones cirka 170.000 kunder betyder aftalen ingen ændringer, udover at de fremover vil ringe via TDC’s netværk. Onfone fortsætter som selvstændigt selskab med samme priser og vilkår, og Morten Strunge fortsætter som adm. direktør.
”Man må sige, at Onfone har gjort det godt. Selskabet har skabt sig en stærk position og passer som sådan glimrende ind i TDC’s eksisterende multibrand-strategi. Her vil Onfone fortsætte som selvstændig spiller på linje med Fullrate, Telmore og M1,” siger Anders Jensen, TDC’s koncerndirektør for privatkunder.
Den samlede pris på handlen forventes at blive cirka 300 millioner kroner.