Britisk forhandler tyvstartede Nexus 4-salget
Der har formentlig siddet et par utålmodige sjæle hos Carphone Warehouse, da LG Nexus 4 pludselig dukkede op i systemerne og på hjemmesiden. Her kunne man finde den med et uofficielt produktbillede, en masse beskrivende tekst fra andre Nexus-produkter samt gæt på tekniske specifikationer.
Alle specifikationer stemmer overens med dem fra den seneste tids rygter, men det er formentlig fordi telekæden har luret specifikationer herfra.
Hjemmesiden er taget ned nu, men vi kan bekræfte at den var online i går aftes. Som noget ganske overraskende stod der bl.a. at Carphone Warehouse forventede at kunne levere modellen fra den 30. oktober – altså blot dagen efter Googles Android-begivenhed, hvor telefonen vil blive præsenteret. Det har LG nemlig allerede selv bekræftet.
Man oplyste også prisen på produktsiden. Den stod til £390 uden abonnement, modsvarende til omkring 3.600 kroner. Hvis prisen viser sig at være korrekt, kunne Google meget vel have en salgssucces mellem hænderne.