Brug iPoden som mobiltelefon

Som Apple- og iPod-fan går du sikkert og sukker efter en iPod-mobil. Vi går stadig og venter på Apples meget omtalte iPhone, men indtil den kommer kan du fornøje dig med noget nyt tilbehør, så man kan bruge iPoden til at tale i.

Brug iPoden som mobiltelefon

Da iPod’en først kom frem, var den eneste blærerøvseffekt helt sikkert designet. Lidt efter lidt kom der flere forskellige modeller, som alle havde noget specielt over sig – iPod Nano var utrolig lille, mens iPod Video (som du allerede har gættet) kunne afspille video. Men det stoppede ikke her. Nu kom der tilbehør i alle baner, og man kan endda købe et par sokker til sin iPod, hvis nu det bliver koldt.

Det nyeste led i kæden er et Bluetooth-headset med indbygget FM-radio. På den måde kan du parre din iPod med din mobil og tale via headsettet, der sidder i iPoden. På den måde kan du altså have telefonen gemt væk i tasken, men alligevel besvare opkald. BluEye, som tilbehøret hedder, skulle fungere som "Plug&Play" med de fleste telefoner. Når man modtager et opkald, skrues der ned for musikken, og opkalderens ID vises på skærmen.

Derudover er der er også mulighed for at, se hvem man senest har ringet til direkte på iPod’en. Nuvel, der er måske ikke tale om en fuldbyrdet iPod-mobil, men mon ikke de fleste vil kigge en ekstra gang, når du besvarer opkald via iPoden.

Man kan desuden også bruge sine egne høretelefoner, da der er en indbygget adapter på ledningen, ligesom man kender det fra f.eks. Sony Ericssons Walkman-serie. En anden smart lille feature er FM-radioen, hvor der er plads til 15 radiostationer.

BluEye ventes at blive sat til salg i november til en pris på små 400 kroner.

.