Brug mobilen i skoletimen

Som regel er mobiltelefonen bandlyst i skoletimerne, men på Hyllinge Skolen på Sydsjælland er de mere end velkomne, da de bliver taget aktivt med i undervisningen.

Brug mobilen i skoletimen

Selv om Hyllinge Skole, som så mange andre folkeskoler, forbyder tændte mobiltelefoner i skoletiden, så har de nu også inddraget mobilen i selve undervisningen. Det sker i forbindelse med et billedkunstprojekt, hvor børnene skal lave digitale historier ved hjælp af mobilens kamera.

– Da skolen kun har ét digitalkamera, var vi nødt til at tænke anderledes for at leve op til folkeskolelovens krav om at undervise i digitale medier, og derfor syntes jeg det var oplagt at tænke mobilen ind i undervisningen, siger Peter Løvbjerg, som er lærerpraktikant fra University College Sjælland og ophavsmand til den nye og anderledes undervisningsform på Hyllinge Skole.

Som hjælp har Telia valgt at udlåne telefoner til skolen, og man er ikke i tvivl om, at udviklingen inden for kommunikationen også vil vinde yderligere indpas i folkeskolerne.

– Jeg tror at man i fremtiden vil se langt flere lærere, der drager nytte af de muligheder, som mobilen giver. Stort set alle børn har i dag en mobil allerede fra mellemtrinnene, og det er oplagt at udnytte det aktivt, så mobilen ikke bare bliver et forstyrrende element men rent faktisk kan bidrage til læringen, siger Telias pressechef Rune Fick Hansen.