Brug mobilen som nøgle
Det danskbaserede Bluelon er specialiseret i intelligent adgangskontrol, som giver virksomheder større sikkerhed samtidig med at de opnår væsentlige besparelser.
BlueAccess konceptet, som det kaldes, indeholder blandt andet muligheden for at fremsende krypterede adgangsnøgler via SMS til en bruger, der skal oprettes. Konceptet indeholder endvidere produkter, der understøtter Wiegand standard interfacet og kan således erstatte eller supplere traditionelle kortlæsere. Rækkevidden kan for alle produkter justeres efter behov fra en halv og op til 30 meter.
Ved hjælp af Bluelons integrering af Bluetooth og LonWorks kan alle godkendte brugere identificere sig overfor det "intelligente" hus og derved for eksempel åbne døren. Det eneste, der kræves, er, at de er i besiddelse af en mobiltelefon, en PDA eller Bluelons nyerhvervede tag, som via en Bluetooth-forbindelse verificeres af kontrolenheden.
Bluelon blev med opkøbet af BlueTags positioneringssystem og tags landskendt gennem anvendelse i Tivoli og Ålborg Zoo.