Brygger Motorola på en iPhone-dræber?

Motorola er ikke just kendt for telefoner i stil med Apples iPhone, men et lækket billede af en såkaldt Motorola Atila peger på, at Motorola så småt er ved at ændre stil.

Brygger Motorola på en iPhone-dræber?

Motorola har længe haltet efter på mobilfronten, men enkelte produkter i porteføljen ser ganske lovende ud. Blandt disse er en endnu ulanceret model, der går under kodenavnet Motorola Atila.

Atila bliver Motorolas første – længe ventede – model med både UMTS, HSDPA og HSUPA i tre båndfrekvenser, nemlig 850, 1900 og 2100 MHz. Af de mere gammeldagsstandarder byder den på quad-band GSM og EDGE. Mobilen vil altså derfor fungere i langt størstedelen af verden.

Motorola Atila vil også kunne byde på W-LAN og sandsynligvis også Bluetooth.

Skærmen er 2,8 tommer stor, og opløsningen er på 240 x 320 pixels, hvilket er alt for småt til en model, hvis tætteste konkurrenter er HTC Touch Diamond og Sony Ericsson X1, der begge har højtopløste skærme.

Styresystemet i telefonen er Windows Mobile 6.1, og til at holde det hele kørende har Motorola valgt at gøre brug af det glimrende Qualcomm MSM7201A-chipset. Batteriet lyder på 1130 mAh, hvilket også er i underkanten for en mobil af denne type.

På nuværende tidspunkt er der ingen oplysninger om, hvornår Atila bliver lanceret, og hvad prisen ender på.

Kilde: Boy Genius Report