Caterpillar B10 Smartphone test: Sej – men gammeldags

Med B10 vil Caterpillar – eller Cat – tage hårdføre mobiler til nye højder. Men selvom B10 er sejere end de fleste andre, mangler den hardware, der ville gøre den rigtig interessant.

Caterpillar B10 Smartphone test: Sej – men gammeldags

Den seneste tid har vi set flere og flere hårdføre smarte mobiltelefoner. Blandt andet har Sony brugt meget krudt på dette i forbindelse med Xperia-serien, hvor blandt andet den seneste topmodel, Sony Xperia V, er vand- og støvtæt.

Xperia V og andre hårdføre modeller er fine, men udbuddet af telefoner, der kan klare lidt mere end de fleste, har været tyndt på det sidste. Vi har før set enklere hårdføre modeller fra for eksempel Sonim.

Men nu kommer Caterpillar altså med en robust smart mobiltelefon – rugged smartphone på engelsk. Cat er mest kendt for deres arbejdsmaskiner og arbejdstøj, og tanken er, at B10 skal være til dem, der har store krav til netop hårdførheden. Modellen er IP67-klassificeret, hvilket oversættes til, at den kan tåle støv og skal kunne klare at blive sænket ned i vand ned til en meter i mindst 30 minutter.

Kraftigt design

Først og fremmest: Cat B10 både føles og ser rigtig kraftig ud. I en tid, hvor smarte mobiler bliver tyndere og tyndere, er denne mursten fra Cat lidt af en særling. Med en tykkelse på 65 millimeter og en vægt på 201 gram er det her en ret stor sag, selvom telefonen ellers ikke er særligt stor.

Resten af telefonens design følger samme røde tråd: Front, sider og bagstykke leder snarere tankerne hen mod en rigtig arbejdsmaskine end en smart mobiltelefon. B10 er en lidt sjov kombination af ren funktion – forsiden prydes af ridsefrit glas fra Asahi – og designtanker: Telefonens sider prydes af en slags dybt mønster, som Cat ønsker skal minde os om dækmønsteret fra deres arbejdsmaskiner.

Forsiden prydes af en TFT-skærm på 3,2 tommer og en opløsning på 480 x 320 pixel. Under skærmen finder vi seks forskellige knapper: tre kapacitive og tre fysiske hardwareknapper. Vante Android-brugere kender de kapacitive knapper til menu, søg og tilbage. De tre fysiske knapper er et kært gensyn for alle, der har savnet tydelige knapper til hurtigt at kunne ringe til en kontakt, lægge røret på og derefter gå tilbage til Android-hjemskærmene. Især i situationer, hvor man måske skal have arbejdshandsker på, er dette faktisk rigtig praktisk.

Find flere mobiltest her.

For at beskytte telefonen yderligere er batteriet (der kan skiftes ud), sim-kortet og pladsen til micro-SD-kort gemt væk under en kraftig klap på bagsiden. For overhovedet at kunne åbne denne klap skal du have en skruetrækker eller lignende. Høretelefonstik og mikro-USB-port gemmer sig bag tætsluttende klapper i hård plast.

En anden interessant detalje er, at Cat B10 understøtter dobbelte sim-kort. Dette betyder, at du både kan tilslutte sim-kortet med arbejdsnummeret og dit private sim-kort til telefonen. Vil du så skifte mellem de forskellige kort, kan du let gøre det i telefonens indstillinger.

Det her er måske ikke noget, der er efterspurgt af enormt mange brugere, men med til sagen hører, at der ikke er særligt mange telefoner, der understøtter dobbelte sim-kort på markedet. Så B10 er et rart tilskud. En trist detalje er dog, at B10 kun har plads til ét 3G-sim-kort – den anden kortplads er kun til 2G (GSM).

Hård test i skoven
Så hvordan tester man en superhårdfør telefon? Jeg sørgede for at udsætte Cat B10 for en rigtig ilddåb en weekend i Dalarna i Sverige. Telefonen kom med ud på lange snefyldte vandreture i skovene i temperaturer, der kom ned omkring minus 15 grader celsius.

I de fleste situationer håndterede B10 udfordringerne fint. Den robuste konstruktion gjorde, at jeg ikke behøvede at tænke mig om, når jeg var udendørs eller arbejdede på gården: Jeg behøvede hverken at være bange for at tabe telefonen i sneen, når jeg ryddede sne på gårdspladsen, eller for at den ville tage skade af at falde ud af lommen og ned på gulvet, når vi arbejdede i garagen.

B10 gjorde også, at svigerfar fik noget nostalgisk i blikket og begyndte at tale om en solid Ericsson-mobil – også kendt som Hajen. Det, han – og sikkert mange andre – har savnet, er netop en ordentlig og enkel mobiltelefon.

Hardwaren virker forældet
Telefonens største styrke, enkelheden, er også dens største svaghed. Vi har allerede konstateret, at B10 har klaret hårdførhedstestene med stil. Også når det gælder batteritid, imponerer telefonen – hvis du ikke surfer dagen lang eller har tænkt dig at streame store mængder video eller musik via telefonen, holder den til et par dages brug.
Men B10 – i og med at det er en smartphone – har også helt andre ambitioner, når det gælder funktioner, end dem, enkle hårdføre mobiler tidligere har haft.

Tanken er, at B10 også skal kunne klare dine hverdagsbehov, for eksempel at kunne fotografere, se YouTube-klip og surfe på nettet. Her er Cats superhårdføre ikke lige så overbevisende. Meget skyldes, at hardwaren er lidt forældet. B10 udgiver sig næppe for at være en blæremobil, men den enkeltkernede Qualcomm-processor på 800 MHz virker lidt svag.

Farverne, skarpheden og betragtningsvinklen på den lavt opløste TFT-skærm er kun lige godkendt men absolut ikke mere. Telefonen har Android som styresystem, men den pågældende version – 2.3, også kendt som Gingerbread – er to år gammel og mangler mange af de funktioner og det flow, som nyere Android-versioner tilbyder. Heller ikke telefonens hovedkamera på 5 megapixel er særligt imponerende: Farverne er matte, skarpheden er dårlig, og der mangler autofokus. Kombinationen af disse mangler får mig til at ønske, at Cat havde satset mere på at få telefonens hardware til at fremstå mere tidssvarende. Så ville B10 være rigtig interessant.

Fakta
Type: Touch-mobil med Android
Mål: 125 x 65 x 22 mm
Vægt: 201 gram
Taletid: 9,1 timer
Standbytid: Op til 360 timer
Styresystem: Android 2.3 (Gingerbread)
Processor: 800 MHz, single core, Qualcomm
Hukommelse: 2 GB indbygget, plads til hukommelseskort op til 32 GB
Maksimal datahastighet: 14,4 Mbit/s (turbo-3G) samt Wi-Fi 802.11 b/g/n
Tilslutning til Mac/pc: Ja, via USB-kabel
Bluetooth: Ja, Bluetooth 2.1
Stemmestyring: Stemmesøgning via Google
Skærm: 4,2-tommers kapacitiv TFT-touch-skærm med 480 x 320 pixel
Spil: Ingen spil indgår men mulighed for at downloade flere spil og programmer fra Play-butikken
Kamera: 5 megapixel med fotolampe. Videosamtalekamera på 0,3 megapixel
GPS: Ja, via Google Maps
E-mail: Ja, via pop3 og imap, Exchange. Færdige indstillinger til Yahoo Mail, Gmail samt Windows Live/Hotmail
Øvrige funktioner: Webbrowser, kalender, ur, musikafspiller, videoafspiller, Xbox Live
Tilbehør: Oplader og USB-kabel samt trådbundet headset medfølger i æsken
Stik til ekstern antenne: Nej
Producentens hjemmeside: wwwen.catphones.com/b10.php
Pris: Vejledende pris er cirka 3.100 kroner

12 hurtige
Autofokus
DLNA
Dual core-processor
X FM-radio
X Fotolampe
Fysisk tastatur
HD-videooptagelse
HD-videoafspilning
Kameraknap
XHukommelseskortplads
Vandtæt
XVideosamtalekamera

Spørgsmål & svar

Har B10 nogle andre funktioner?
Ja, telefonens fotolampe kan også bruges som lommelygte med god lysstyrke.

Jeg er ligeglad med Facebook og den slags. Hvordan er telefonen at ringe med?
Lydkvaliteten ved samtale er god. De tre fysiske knapper til at ringe op, lægge på og gå tilbage til telefonens hjemskærm er også praktiske.

Passer det, at B10 bliver opgraderet til Android 4.0?
Nej, modellen bliver ikke opdateret til en nyere Android-version.

For
Hårdførheden
Dobbelte sim-kort
Batteritiden

Imod
Forældet Android-version
Den lavt opløste skærm
Prisen – noget dyr

Karakter
Telefoni & data 6/10
Multimedie 7/10
System & programmer 6/10
Brugeroplevelse 6/10
Materiale og kvalitet 8/10

Total
66 %