CBB får færrest klager
CBB Mobil har fået Teleankenævnets blå stempel på, at selskabets slogan "ærlig mobiltelefoni" ikke bare er tom luft. CBB Mobil er det selskab i Danmark, der bliver klaget mindst over.
I fredags offentliggjorde Teleankenævnet, der er et privat klagenævn stiftet af Forbrugerrådet og telekommunikationsindustrien, statistikken over sager, nævnet har behandlet i perioden 25. juli 2003 til 30. juni 2004. I alt har nævnet modtaget knap 1.500 klager i perioden.
– Jeg er selvfølgelig glad og stolt over, at CBB Mobil er klassens pæne dreng, når det handler om klager, men det kommer nu ikke specielt bag på mig. Vi har markedets mest gennemskuelige produkt og priser, der hører til blandt de laveste. De eneste, der for alvor har grund til at klage over os, er vist konkurrenterne, siger Teddy Søgaard Pedersen, adm. direktør i CBB Mobil.
Når mobilkunderne klager til Teleankenævnet sker det for størstedelens vedkommende, fordi kunderne ikke kan acceptere størrelsen på regningen eller har problemer med at få opsagt deres abonnement.
– Selvom mange af disse klager i sidste instans bliver afvist af Teleankenævnet, beviser det alligevel, at mange operatører skruer deres abonnementer sammen på en måde, så kunderne ikke har en ærlig chance for at se, hvad der er oppe eller nede. Det kræver ikke bare rigtigt gode briller, men også en juridisk embedseksamen at stave sig igennem alt det, som nogle operatører skriver med småt i deres kontrakt med kunden, siger Teddy Søgaard Pedersen.