CBB klager over Sonofon

Krisen mellem mobilselskabet CBB og Sonofon skærpes. Nu klager CBB til myndighederne.

CBB klager over Sonofon

Kuldegraderne er helt nede på dybfryser i forholdet mellem CBB og deres leverandør af mobiltelefoni, Sonofon. Krisen begyndte i tirsdag, hvor CBB ikke kunne komme i gang med at levere GPRS til sin kunderne.

Ifølge CBB så er det leverandørens skyld. Men Sonofon afviste rasende i Magasinet Mobil, at det er tilfældet. Og nu er CBB blevet så træt af problemerne, at direktør Teddy Søgaard Pedersen er gået til både IT- og Telestyrelsen og Konkurrencestyrelsen, skriver Jyllands-Posten.

– Jeg får dårligere service end en privatkunde, og jeg kan ikke drive en forretning for mine kunder, når Sonofon ikke lever op til det, man med rette kan forvente af en samarbejdspartner, siger CBB-direktøren til avisen.

Problemet er, at CBB mener, at man har en klokkeklar aftale med Sonofon om betingelserne for at levere GPRS til CBB's kunder. Men det mener Sonofon ikke passer.

Imens kan direktør Frank Rasmussen hos CBB's store konkurrent, Telmore, glæde sig. For han fik GPRS i luften tirsdag, som han havde lovet. Foreløbigt må kunderne hos CBB vente indtil tirsdag 8. juli.