CBB med nyt erhvervsabonnement – uden datatrafik

CBB lancerer snart et nyt abonnement til erhvervsmarkedet til 199 kroner om måneden, men datatrafik er ikke inkluderet. De kommer dog med mobilt bredbånd til september.

CBB med nyt erhvervsabonnement – uden datatrafik

CBB kalder kort og godt deres nye erhvervsprodukt for CBB Erhverv. Den koster 199 kroner om måneden, og inkluderer 300 minutters taletid til både fastnet og mobiltelefoner. I modsætning til den herskende trend hos de større operatører takseres der per påbegyndt sekund, og der er heller ingen opkaldsafgifter.

SMS’er takseres 1 øre stykket. Abonnementet skulle være køreklar midt i september, og CBB vurderer, at abonnementet vil have interesse for virksomheder med 1-10 ansatte.

Er 300 minutters taletid om måneden nok for erhvervsfolk?

Erhvervsfolk er ekstremt prisbevidste, og vi har en professionel dialog med branchen og mener, at vi har ramt rigtig fint, forklarer Lars Asger Petersen, direktør for CBB.

Han fortæller, at data ikke er inkluderet i prisen, og det skyldes blandt andet, at det ikke kan lade sig gøre, hvis abonnementet skal hænge sammen for CBB rent økonomisk. Det skyldes også, at det kun er hardcore brugere, der har efterspurgt data til erhvervspakken, forklarer Lars Asger Petersen. CBB vil dog arbejde på at finde den rigtige løsning til datatrafik.

I samme ombæring afslører han også, at CBB kommer med mobilt bredbånd med USB-dongles til september. Han kan endnu ikke løfte sløret for prissætningen, men forklarer, at det bliver andre pakker end dem, Sonofon tilbyder. CBB bruger Sonofons mobilnetværk.