CBB Mobil dumper prisen på GPRS

CBB Mobil dumper prisen på GPRS

Når CBB Mobil gratisperiode med GPRS udløber 1. november, kan 25.000 kunder til gengæld opleve hurtig dataoverførsel på mobiltelefonen til en pris, der må gøre alle andre danske mobilkunder grønne af misundelse: Bare 9,99 kr. per megabyte, der bliver overført – og vel at mærke uden noget fast månedligt abonnement.

– Det er halv pris i forhold til, hvad den næstbilligste operatør på markedet tager, siger Teddy Søgaard Pedersen, adm. direktør i CBB Mobil. Det har krævet hårde forhandlinger med vores netleverandør at få prisen derned, og derfor kan vi desværre ikke tilbyde den lave pris til andre end de 25.000 første kunder. De kan så til gengæld få glæde af Danmarks suverænt laveste GPRS-pris.

Så sent som i sidste uge offentliggjorde CBB Mobil, at virksomheden bryder priskartellet og sænker prisen på MMS-beskeder til 1,99 kr. fra den 15. september. Med den markante prissænkning på GPRS tager CBB Mobil endnu et stort skridt i retning af at føre den verserende priskrig over på den moderne teknologi. Hidtil har krigen raset på traditionelle mobilprodukter som taletid og SMS-beskeder. Nu kommer priskrigen til at handle om fremtidens mobiltelefoni, der i langt højere grad bliver præget af dataoverførsel.

– Der er ingen tvivl om, at de andre mobilselskaber er yderst varsomme med at konkurrere på dataprodukter. De er interesserede i at holde priserne kunstigt oppe så længe som muligt. Jeg håber, at vores initiativer med at sænke prisen på MMS-beskeder og GPRS markant er med til at sikre, at de danske mobilkunder ikke betaler unødigt meget for fremtidens mobilteknologi, siger Teddy Søgaard Pedersen