CES 2013: Sådan vil Alcatel udfordre Galaxy Note 2 og Nexus i Norden
_Alcatel Scribe HD_
Alcatel Scribe HD
Samsungs oprindelige Galaxy Note var et sjældent syn, da den blev præsenteret med sin store skærm og inkluderede stylus-pen. Den blev øjeblikkeligt dømt ude af mange mennesker, men kom dog alligevel til at blive en mindre guldgrube for den koreanske producent. Faktisk var sucessen så stor, at Samsung i efteråret kom med en efterfølger, der solgte i fem millioner eksemplarer på den første måned.
Samsung har altså bevist, at der er et marked for denne slags telefoner, og derfor er det ikke mærkeligt at Alcatel nu vil forsøge at tage del i legen. På CES-messen præsenterede man således tre produkter i sin nye Scribe HD-serie, der alle minder meget om hinanden.
Den første og billigste af modellerne hedder Alcatel One Touch Scribe HD. Den holdes kørende af en quad-core MediaTek 6589-processor på 1,2 GHz. Den har en 5-tommer skærm med IPS-teknologi. Skærmen har en opløsning på 1280 x 720 pixels.
Modellen kommer også til at have en kamera på 8 megapixels, et frontkamera til videosamtaler samt et cover til beskyttelse af skærmen. Den har 4 GB lagerplads med mulighed for udvidelse med microSD-kort. Modellen kører Android 4.1.2.
Modellen kommer angiveligt til at have en pris på omkring 400 dollars. Det svarer altså til 2.300 kroner, og hertil kommer bl.a. dansk moms. Den forventes at komme i løbet af årets tredje kvartal.
Derudover kommer der også en Scribe X-model med en 5-tommer skærm og 1080p-opløsning, et 12-megapixel kamera og en processor med højere clockfrekvens (1,4 GHz).
Alcatel fremviste også en 4G-model under navnet Scribe HD-LTE, der matcher Scribe X på specifikationerne, men altså derudover også er udstyret med LTE.
Vores svenske kolleger har også snakket med Alcatel om Scribe-serien og fået oplyst, at den kommer på det svenske marked. Derfor kommer modellerne formentlig også på det danske, hvilket vi er i gang med at få bekræftet.