CLIQ er Motorolas første Android-mobil – se video

Kriseramte Motorola præsenterede i går aftes deres første Android-mobil, der har fået navnet CLIQ. Den ligner noget af det mest kompetente fra Motorola hidtil, men den kommer ikke umiddelbart til Europa med det samme.

CLIQ er Motorolas første Android-mobil – se video

Med den nye CLIQ fokuserer Motorola på at skubbe sociale netværk ud i mobilen, og integrere det nydeligt på startskærmen med en ny brugerflade, der hedder MOTOBLUR. MOTOBLUR kan hente indhold fra bl.a. Facebook, Gmail, Myspace og Twitter, og kan altså vise relevant indhold direkte på startskærmen sammen med dine øvrige e-mailkonti.

Konstant opdateret

Telefonen opdaterer konstant indholdet på startskærmen via 3G eller Wi-Fi, afhængig af hvilken forbindelse der er at foretrække. Der vil også være mulighed for widgets, og man kan naturligvis også købe og hente programmer fra Android Market.

Eftersom der er tale om et produkt med Googles mobile styresystem, kan man naturligvis ikke komme udenom en masse tjenester fra søgegiganten. Google-søgning med stemmegenkendelse, Google Maps, Picasa og YouTube er blandt nogle af de tjenester, man får med den nye CLIQ.

Fornuftige funktioner

Skærmen på CLIQ er 3,1 tommer stor og har en opløsning på 480 x 320 pixels (HVGA). På bagsiden findes et 5-megapixelkamera med autofokus, og telefonen kan optage videoer med 24 billeder i sekundet. Der er naturligvis indbygget 3,5 millimeter lydstik og man vil kunne købe musik direkte fra Amazons MP3-butik.

Motorola oplyser at modellen eksklusivt vil komme på det amerikanske marked hos operatøren T-mobile senere på efteråret. Der er dog tale om at en udgave til det internationale marked skulle være på vej under navnet DEXT.

Se video med Motorola Cliq her.