ComputerCity kommer Apple i forkøbet med iPad-lancering
I dagens udgave af B.T. bringer ComputerCity en stor annonce for Apples iPad, men det er formentlig først i morgen, at den bliver officielt lanceret af Apple herhjemme. Så er der vist lagt i kakkelovnen til, at ComputerCity får ørerne i Apple-maskinen, for Apple har ry for ikke at se med milde øjne på den slags.
Men i hvert fald er ComputerCity klar med de første priser for iPad i Danmark. iPad kommer i flere versioner. En kun med Wi-Fi og med enten 16, 32 eller 64 GB og så en med Wi-Fi og turbo-3G også med enten 16, 32 eller 64 GB.
Wi-Fi-versionerne koster henholdsvis 3.799 kroner, 4.499 kroner og 5.199 kroner. Versionerne med Wi-Fi og turbo-3G står til henholdsvis 4.599 kroner, 5.299 kroner og 5.999 kroner.