Dækker garantien

Dækker garantien

Hvad gør man, når mobiltelefonen beslutter sig for at gå ned? Dette er anden del af Mobils store forbrugerguide. Se link neden for.

Undgå skader

Stort set alle fejl og skader, som ikke dækkes af garantien, skyldes ofte uforsigtig eller skødesløs brug af mobiltelefonen.

– Vi minder altid vores kunder om, at de skal behandle deres mobiltelefon som det den er. Mobilen er et stykke avanceret teknologi på højde med en bærbar computer, og man bør derfor ikke udsætte den for fugt eller regne med, at den kan klare at blive tabt på gulvet, fortæller Jesper Aarup fra Telecare.

Man bør derfor aldrig bruge sin mobiltelefon i regnvejr, da de færreste kan tåle vand. Selv et vådt håndklæde i sportstas­ken kan ødelægge din mobiltelefon, hvis du får lagt din mobil oven på og er uheldig.

Det er også vigtigt at fremhæve, at man altid bør gemme sin kvittering og have dokumentationen i orden. Kvitteringen fungerer som garantibevis, og uden den kan du være sikker på selv at skulle betale for reparationen. Hvis du har købt din telefon med et mobilabonnement, vil forretningen højst sandsynligt have dine oplysninger liggende på deres computer, og du vil derfor oftest kunne få udskrevet en kopi.

I nogle forretninger kan man tegne en ekstra forsikring på mobiltelefonen, men disse er ofte ret dyre, og bør derfor overvejes en ekstra gang. For eksempel koster en fem års forsikring hos TDC’s butikker, 59 kroner om måneden eller over 700 kroner om året for en mobil op til 4.000 kroner.

Opdateringer og systemfejl

Producenterne opdaterer løbende deres mest populære modeller, og man kan derfor risikere, at ens telefon indeholder en ældre softwareversion. Det kan betyde, at der er programmer og spil, man ikke kan downloade, ligesom at den opdaterede software kan sikre en længere batteritid.

Du kan få din telefon opdateret gratis i mange større butikker og nogle værksteder, mens en opdatering på andre værksteder koster omkring 250 kroner. Det er også muligt selv at opdatere flere nyere mobiltelefoner over producenternes hjemmeside, blandt andet Siemens og Sony Ericsson tilbyder denne service.

Du skal også være forberedt på at helt nye modeller, der lige har ramt butikkerne, ofte kan have fejl i softwaren, som først bliver justeret, når producenterne har modtaget tilbagemeldinger fra forhandlere, værksteder og kunder.

Forbrugerstyrelsen siger

Hvis man har afleveret sin telefon til reparation og garantien ikke dækker, kan man altid klage til Forbrugerklagenævnet. Dog skal man være sikker på, at telefonen ikke har modtaget slag eller har været udsat for fugt. Hvis man ønsker at klage, kan man gå ind på www.forbrug.dk og udfylde en klageformular.