Dagpengene er kun en SMS væk
Det er Kristelig A-kasse, der introducerer landets første a-kasse, som man kan sms”e sit dagpengekort ind til, så man helt og holdent kan hellige sig jobsøgningen.
Det nye tilbud er i tråd med fremtidens kommunikationsform, hvor mennesker er uafhængige af tid og sted. En gang om måneden modtager den ledige en SMS, der minder om, at det er tid til at få indsendt dagpengekortet. SMS-en skal blot besvares, og så er dagpengene på vej.
For at kunne benytte sig af den ny SMS-service, skal medlemmerne tilmelde sig på Kristelig A-kasses hjemmeside www.krifa.dk. Her er det også muligt at udfylde og sende sit dagpengekort elektronisk. Det nye mobil-tilbud til de 160.000 medlemmer træder i kraft allerede fra maj-udbetalingen.