Daimler skal distribuere 3Data Card
Aftalen går ud på, at Daimler Mobile Partner er distributør af 3’s datakort til IT-forhandlere i Danmark. Dermed styrkes den ene streng i 3’s flerstrengede salgsstrategi til erhvervslivet. Foruden IT-forhandlerne sælger 3 til erhvervslivet via selskabets egen salgsstyrke og via teleforhandlere.
– Vi forventer en stor synergieffekt ved at samarbejde med Daimler. Virksomheden har, som IT-distributør specialiseret i options til notebooks og PDA, en mangeårig ekspertise med mobile løsninger og datakort. Derfor regner vi også med, at samarbejdet vil være endnu et vigtigt skridt for at gøre 3G tilgængelig i IT-kanalen og hos danske virksomheder. Der er nemlig ingen tvivl om, at vi i dag kun har set en brøkdel af de muligheder, som 3G-teknologien kan tilbyde erhvervslivet, siger Bjørn Hougaard, Sales Manager, Business hos 3.
– Erhvervslivet efterspørger som aldrig før mobile løsninger hos deres IT-leverandører. Det er både i form af bærbare pc’er, PDA'ere og løsninger, hvor de kan få adgang til virksomhedens IT-systemer. Det behov bliver vi nu endnu bedre til at dække ved at integrere 3G-produkterne i de løsninger, vi anbefaler vores kunder. Samtidig håber vi, at salget af 3Data Card og andre spændende 3G-produkter vil være med til at fastholde Daimlers position som en af de førende virksomheder inden for salg af mobile produkter til erhvervslivet, siger Ib Brønnum, direktør hos Daimler Mobile Partner.
Nyt forretningsområde
Brugen af 3Data Card svarer til at have en mobil ADSL-forbindelse med i den bærbare pc. Kortet sættes ind i pc’en, og fungerer på samme måde som et trådløst netværk. Forskellen er blot, at rækkevidden med 3Data Card er store dele af Danmark. Kortet kan fungere både på UMTS og GPRS.
– Datakortet er et nyt og spændende supplement til vores eksisterende 3G-produkter. Det er et udtryk for den vigtige synergi mellem telecom og IT. Samarbejdet med Daimler er et udtryk for netop denne synergi. 3 har allerede en række IT-partnere, der benytter og sælger 3’s produkter og tjenester. Det gør de både for at dække behovet for høj hastighed til den bærbare pc eller PDA’en og for at udvikle nye spændende applikationer, siger Bjørn Hougaard.