Dangaard Telecom tilbage på rette kurs
Dangaard Telecom, Europas største distributør af mobiltelefoner og udstyr til mobiltelefoner, nåede i regnskabsåret 2003/04 en samlet omsætning på mere end 1,3 mia. euro svarende til cirka 9,8 mia. kroner. Det er en stigning på 7,7 procent i forhold til året før. Resultatet før skat blev på 8 mio. euro, hvilket er et betydeligt fald fra det foregående års resultat på 17 mio. euro
Det er i datterselskabet Teleservice International, at Dangaard finder roden til de dårlige tal. De står for after sales-området, det der også hedder reparationer af mobiltelefoner, og de aktiviteter kastede en tab på godt 100 mio. kr. af sig.
Den negative udvikling skyldes, at priserne på reparationer faldt drastisk i løbet af året, hvilket kom helt bag på branchen. Dangaard Telecom lukkede bl.a. derfor 6 værksteder i en række europæiske lande. Udgifterne til fratrædelsesgodtgørelser og afskrivning af goodwill udgør den største del af det tab, Teleservice International måtte notere sig.
Dangaard Telecom har dog vundet nye markedsandele for salg af mobiltelefoner, så de for de første 3 måneder af det indeværende regnskabsår kan notere sig, at både omsætning og resultat ligger betydeligt over resultatet i samme periode sidste år.
– Vi har grund til at forvente, at den positive udvikling vil fortsætte resten af regnskabsåret. Der er stadig store udfordringer i det europæiske marked for mobiltelefoni, men i modsætning til sidste år er en række usikkerheds-momenter nu elimineret via de omfattende rationaliseringstiltag, der er iværksat i Teleservice International, siger Steen F. Pedersen.