Danmarkspremiere: Vi har prøvet Sony Ericsson XPERIA Pureness

Med XPERIA Pureness har Sony Ericsson formået at udvikle et helt unikt produkt, der er foruden konkurrenter. Den lækre Pureness overrasker over hele fronten, men prisen er største ankepunkt.

Danmarkspremiere: Vi har prøvet Sony Ericsson XPERIA Pureness

Sjældent har jeg prøvet en mobiltelefon, der ganske enkelt oser så meget af kvalitet, som Pureness gør. Personligt har jeg slet ikke lyst til at lægge den fra mig, når jeg først har den i hånden. Telefonen er utrolig let, men virker alligevel til at være holdbar og ganske godt skruet sammen.

Pureness kommer i en luksuriøs kasse.

Todelt sag

Man kan sige at telefonen er delt op i to dele – en del af glas og en del af plastik. Glasdelen vender vi tilbage om et kort øjeblik – det er nemlig her den spændende skærm befinder sig. Den nederste del af telefonen er som sagt lavet i plastik, og den ser ikke ud af meget, når telefonen er låst. Når man derimod låser telefonen op, kommer der straks liv og glade farver i telefonens front, og et almindeligt ciffertastatur springer frem fra overfladen. Det er virkelig gennemtænkt!

Når telefonen er låst, ser fronten ganske anonym ud.

Selve tastaturet fungerer ganske godt og giver en god respons, når man trykker på knapperne. Overfladen er en anelse glat, men det vænner man sig hurtigt til. Det havde dog været fint, hvis knapperne var bare en anelse mindre plastikagtige.

Gennemsigtig skærm

Skærmen er dog telefonens primære salgsargument, så lad os hurtigt komme videre til den. Skærmen er monokrom – ja, du læste rigtigt. En monokrom skærm i en high-end mobiltelefon fra slutningen af 2009. Til gengæld er skærmen fuldstændig gennemsigtig, og oplyst af LED-lys fra kanten af skærmen. Det er uden sammenligning den fedeste design-gimmick, jeg har set i nogen mobiltelefon i år. En rigtig lækker detalje er, at skærmen bliver fuldkommen mat, når der ikke er lys i den.

Den gennemsigtige skærm med lys omkring er rigtig flot i mørke.

Og netop skærmen er noget, folk lægger mærke til. Jeg har fået utallige kommentarer og nysgerrige blikke ved min brug af Pureness. Telefonen vækker opmærksomhed, og det er netop det, der er formålet med en designmobil som Pureness.

Overraskende funktionalitet

Som en moderne mobiltelefon anno 2009 lader Pureness til at fungere rigtig godt. Den kan klare opkald, MMS og SMS-beskeder, gå på Internettet, afspille musik og videoer samt afvikle Java-programmer og spil. Man skal naturligvis vænne sig til at skærmen er monokrom, og at billeder og videoer derfor ser en anelse anderledes ud, men gang på gang bliver jeg overrasket over hvor godt telefonen egentlig klarer sig, trods de manglende farver i displayet og relativt lave opløsning og størrelse.

Vigtigst af alt, er dog at telefonen føles færdigudviklet – og tilmed hurtig. Det er efterhånden længe siden man har kunne sige det om Sony Ericssons produkter, når de lige er kommet ud i butikkerne.

På bagsiden finder vi hverken kamera eller battericover.

For at kunne lave en telefon som Pureness, har man været nødt til at indgå nogle kompromisser. Der er f.eks. intet kamera i telefonen, og det er heller ikke muligt at udskifte batteriet. Man skal altså ikke placere SIM-kortet under batteriet, men derimod i telefonens højre side.

Forvandler dig til VIP

Pureness er medlem af Sony Ericssons eksklusive XPERIA-serie af produkter, og hidtil har det betydet at der følger en slags speciel tjeneste med telefonen. Pureness er ingen undtagelse. Denne tjeneste hedder Pureness Concierge, og er en 24-timers concierge-tjeneste i storbyer rundt omkring i verden, f.eks. Dubai og Paris. Concierge-teamet har til opgave at hjælpe dig med at få mest muligt ud af din tid. Man kan således f.eks. få VIP-adgang og rabatter på udvalgte hoteller, natklubber og events. Concierge-teamet kan også arrangere rejser for dig, uanset om det er af privat eller erhvervsmæssig karakter. Tjenesten gælder i 12 måneder fra aktiveringsdatoen, og du kan læse mere om den lige her.

Sammenlignet med X2 fra XPERIA-familien og Symbian-mobilen Satio.

Alt har dog sin pris, og XPERIA Pureness er desværre ingen undtagelse. Man regner med at den vil ende på omkring 4.500 kroner uden abonnement, når den kommer i butikkerne om kort tid. Modellen kan findes på Sony Ericsson danske produktside under navnet “Ren Xperia” – vi opfatter det som et klart tegn på, at den også kommer til Danmark.